30. januar 2014

Anmeldelse af Mæt og slank med LCHF

af Jane Faerber som udkommer i dag.

Jeg har været spændt og faktisk også en smule nervøs på Madbandittens vegne.
Hun er braget igennem med første bog og er blevet repræsentant og talskvinde for LCHF i Danmark. Det er i sig selv altid nervepirrende ikke mindst fordi alting altid bliver så ekstremt i Danmark. Men hvordan pokker efterfølger man en så populær bog som den første Spis dig mæt og glad ?
Det gør man ved at skrive en endnu bedre og endnu mere inspirerende nr 2.
Lige siden Mæt og slank med LCHF kom ind af min brevsprække, har jeg været ved at sprænges af begejstring og lyst til at dele den med omverdenen. For jeg havde ikke bladret ret mange sider, før mundvandet dryppede ned på siderne.
Jeg synes faktisk at opskrifterne er endnu mere inspirerende og super dejligt fotograferet, end i første bog. Der er allerede sat post-it på utallige sider, og da vi har spist mere eller mindre LCHF on and off siden 2008, så vi har ellers prøvet mange opskrifter ;) De bagte blomkålbuketter med varm chili/oste-dip, som vi afprøvede igår med en jerkmarineret kylling (svin blev det til os ;) var i hvertfald i den grad godkendt. Faktisk kom vi 2 mennesker til at spise næsten et helt blomkålshoved ...
Denne gang er der også en del gæstemad med og det synes jeg er en fremragende ide - og det gør bestemt ikke bogen mindre børneegnet i mine øjne, ligesom desserterne  også ser dejlige ud. Alt lavet med rigtige sunde råvarer og et minimum af erstatningsprodukter.
Der er også et afsnit med såkaldte brød-erstatninger og boller.
Jeg har det personligt enormt blandet med lige netop den type opskrifter. For på den ene side så synes jeg det er sært at lave erstatnings-mad, hvorfor ikke bare nyde lidt skønne grøntsager, et stykke kød og en skøn pesto/sovs?. Den slags brød er altid ret "fuglefrø"-fyldt med de udfordringer der er med den slags opskrifter; dyrt i indkøb af special-mel, for mange omega 6 fra frø og kerner, ret energitætte etc, men omvendt erkender jeg at selv jeg en gang i mellem har lyst til noget brødagtigt. Jeg kan sagtens spise en skive pølse og en bid ost uden brød/kiks, men en gang i mellem er det trygt og godt at spise den slags.
Jane får heldigvis også skrevet at "brød" mv ikke er noget man skal spise i enorme mængder eller hvis man kører en striks LCHF.

Begrebet striks LCHF popper frem, fordi bogen også er for folk der gerne vil tabe sig.
Det er et sprængfarligt emne og jeg ved at mange LCHFer, mig selv inklusivt synes at det er ærgeligt hvis LCHF bliver synonym med en smart modekur man følger en kort periode - da lige netop den her livsstil for os er lig med livskvalitet og mindre skavanker. Men teoridelen om blandt andet striks LCHF, faste og træning mv. slipper Jane faktisk rigtig godt fra, det bliver hverken dogmatisk eller kompliceret. Der er plads til forskellighed og mantraen er, at lære at lytte og passe på sin krop.
Hvis man har læst første bog kan man godt overveje om man behøver 2. bog ?
Men bare for opskrifternes skyld er den værd at købe, men man kan faktisk også sagtens læse teoridelen og få ny viden og inspiration. Omvendt kan man sagtens hoppe direkte på bog 2 hvis man har lyst, man behøver ikke at læse bog 1,  men man får lyst.
Hvis man nu ikke har lyst til at tabe sig og bare har lyst til at spise mindre/ingen korn og sukker er det så noget for en ?
Ja i høj grad - slankedelen er på ingen måder dominerende og det er skønt.

Hvis jeg skulle pege på lidt svagheder så er det ikke en bog for folk med kasein allergi - der indgår rigtig meget ost i opskrifterne - heldigvis er kasein allergi ret sjældent i Danmark og mange af dem der har det svært med mælkeprodukter og ost (altså IKKE er ægte kaseinallergikere) får det jo ofte meget meget bedre når de slutter med korn.
Der ER dog også en masse skøn mad uden ost eller mad hvor man nemt kan bruge kokosfløde som erstatning, hvis piskefløde er et problem.

Jeg bliver personligt lidt bims over at måle ost i dl...måske skyldes det at jeg aldrig køber færdigrevet ost, så jeg synes det er rart at vide om 1 dl revet cheddar er 25 eller 35 gram ost ;) begge dele har jeg målt...

Jane har igen igen haft en fræk aftale med de danske blomkålsavlere ;) - der er sindsygt meget blomkål i opskrifterne!!!
og det synes jeg altså er pænt irriterende,
 for blomkål er enormt svært at dyrke i køkkenhaven :)
Nej der er mange opskrifter med kål og heldigvis er det ikke kun blomkål selvom blomkål er jo en utrolig anvendelig grøntsag.

Så alt i alt en fremragende nr 2 - med skønne madopskrifter med ÆGTE råvarer og en skarpt og velformuleret teori-del  - en bog for både de slanke og de tykke
Tak for den Jane
Spis dit daglige smør 

og dit blomkål






2 kommentarer:

Jane sagde ...

Tak for de flotte ord! :) De gør mig glad og stolt! Ærgerligt du ikke kan være med til receptionen i dag men vi tager revanche på terrassen til sommer!

Unknown sagde ...

Dejlig beskrivelse af en god bog, Henriette <3